Din version af flash er for gammel! Vores Website gør brug af den sidste nye Flash-teknologi.

Du skal derfor downloade den sidste nye Flashplayer. Klik på Ikonet og følg derefter "trinnene" i det nye vindue.



Hent Flash!

Svæveflyver Uddannelsen

På denne side kan du læse, hvorledes svæveflyveuddannelsen foregår. Uddannelsen er tilrettelagt af Dansk Svæveflyver Union og godkendt af Statens Luftfartsvæsen (SLV). Uddannelsen er derfor grundlæggende ens i alle danske svæveflyveklubber.

Som nyt medlem i Midtsjællands Svæveflyveklub starter du din uddannelse med at flyve!! D.v.s., at du straks fra starten får oplevelsen af svæveflyvning. Sideløbende sættes du gradvist ind i øvrige gøremål, som er nødvendige for at få en flyvedag til at fungere. Du er med i et team, hvor man gensidigt må hjælpe hinanden for at kunne svæveflyve. Det er vigtigt at vide, at lige meget, om man er nystartet på 2-sædet fly med instruktør i bagsædet, eller man er tidligere eller nuværende danmarksmester i svæveflyvning, er man ligeværdig. Du er inde i klubben - ikke på sidelinien. Du er svæveflyver og du dyrker svæveflyvning!!

I uddannelsen skal du igennem forskellige trin, som er nødvendige for kunne dyrke og nyde svæveflyvning helt på egen hånd. De første, hvor målene er soloflyvning og svæveflyvecertifikatet (S-certifikat). Efterfølgende foregår uddannelse i flyvning over større landskabsområder (strækflyvning) og konkurrenceflyvning. Denne uddannelse sker mere individuelt svarende til den enkeltes ønsker og ambitioner inden for sporten.
I virkeligheden kan man sige, at svæverflyveruddannelsen bliver aldrig tilendebragt. Selv verdensmesteren vil fortsat søge at finde nye muligheder for at udvikle sin flyvemæssige kunnen.

Selve uddannelsen starter i vores 2-sædede fly, ASK 21, med instruktør i bagsædet efter et sæt skolingsnormer (A-normer). Gradvist læres du op til kunne styre og beherske flyet selv, således du får lært at kunne starte, flyve under forskellige forhold og lande flyet fuldstændigt sikkert.
Du kan løbende følge hele din uddannelse i din personlige uddannelseslogbog, hvor alle de enkelte normers formål og forudsætninger er beskrevet. De enkelte instruktører fører de forskellige normers gennemførsel i logbogen med de bemærkninger, der vil være til de enkelte flyvninger gennem uddannelsesforløbet.

Først når du har lært at beherske flyet fuldstændigt sikkert, er du klar til din første soloflyvning. Dette er for alle piloter en enestående oplevelse, som aldrig glemmes. Det første mål er nået.
Forinden, du må flyve alene, skal du have en helbredsmæssig godkendelse fra en flyvelæge, og du skal som minimum lave en lille teoriprøve hovedsagelig omfattende de væsentligste ting omkring luftrummet over flyvepladsen og lufttrafikregler, således du er i stand til at manøvrere i luften i forhold til andre fly.

Under rolige vejrforhold flyver du så de første 3 soloflyvninger på det to-sædede fly, som du jo nu kender og føler dig hjemme i.
Herefter lærer du at flyve et ét-sædet fly, ASK-23, og skal nu under fortsat instruktørvejledning gennemføre de såkaldte B-normer. Når dette er sket, indstilles til S-prøve. Det sker overfor en S-kontrollant. En svæveflyveinstruktør, som har fået en særlig uddannelse og godkendt af SLV til på deres vegne at godkende dig til S-certifikatet.

Teori
Forinden du kan indstilles til S-prøven, skal du have bestået en egentlig S-teoriprøve.
Undervisningen foregår i klubben - eller eventuelt i samarbejde med en anden klub – i månederne januar - til april. Der undervises i fagene: Love og Bestemmelser, Aerodynamik, Meteorologi, Materiel og Instrumentlære samt Menneskelig Ydeevne og Begrænsninger (MYB).
Efter bestået teoriprøve og S-prøve er certiftikatet hjemme. Andet mål er nået.
Som du kan udlede af ovenstående, varer uddannelsen til S-certifikatet som minimum omkring et år.

Radio-tilladelse.
For at kunne anvende flyets radio kræves en tilladelse fra Telestyrelsen – et såkaldt VHF-bevis. Undervisning til godkendelse foregår også i klubregi. Normalt vinteren efter, du har gået til S-terori.
For at du kan få tilstrækkelige muligheder for at kunne udnytte luftrummet er brugen af radio nødvendig, da en del af det luftrum, vi flyver i, kræver tilladelse og 2-vejs radioforbindelse med en flyvekontroltjeneste. I klubben benytter vi Københavns Lufthavn i Roskilde, når vi flyver lokalt. Skal vi flyve til Nordsjælland, må vi skifte til kontrollen i Værløse.
Efter erhvervelse af S-certiftikatet følger en valgfri uddannelse i stræk- og konkurrenceflyvning.
Måske har du særlige talenter indenfor konkurrenceflyvningen, som gør dig egnet til et talentkursus på Svæveflyvercenter Arnborg.
Senere har du måske få så megen erfaring og er blevet så dygtig, at der kan blive tale om en uddannelse som svæveflyverinstruktør, så du kan komme til at undervise de nye svæveflyvere i klubben.  
Som nævnt indledningsvis, uddannelsen slutter aldrig inden for denne sport. Hver eneste flyvning er en træning og udfordring til at blive bedre og bedre til at udnytte sit fly og de tilstedeværende vejrforhold.